Udsendt
til tjeneste i eks. Jugoslavien i ’95
Bruno Thybo Andersen, tidligere konstabel ved Ingeniørdetachementet/DANBAT7/UNPROFOR,
nu afdelingsleder ved Mariendal El-Teknik. Pandrup.
Som det nok er kommet nogle for
øre, er det nu 10 år siden at danske soldater kom i krydsild i den dengang
Serbisk besatte Kraijna provins. Her er min historie som jeg husker det…. 10
år efter.
Forhistorie.
Efter endt værnepligt i ’93 var det ikke nemt at komme
tilbage til sit normale arbejde, og vende sig til tanken om, at jeg havde brugt
11 måneder på uddannelse og træning til at løse specifikke opgaver i et team
af gode soldaterkammerater for derefter bare at lade uddannelsen gå ubrugt hen.
Derfor stod det hurtigt klart for mig at den træning og uddannelse skulle
bruges til noget. Der var bare lige et lille problem ved det at hvis det skulle
føres ud i livet så skulle det være ved en mission i udlandet og det havde
jeg lovet mig selv og min nye kæreste at det var ikke lige noget for mig. Jeg
og kæresten, Christina, havde også lige købt et hus i den by hvor jeg er
opvokset, Vadum nord for Aalborg. Christina var flyttet fra Viborg og hertil, så
hvis jeg skulle af sted så ville hun stå helt uden netværk og det var ikke
den ideelle situation for hende. Derfor var jeg lidt lang tid om at træffe
beslutningen om at dette var det rette at gøre for mig. En kammerat som jeg er
opvokset sammen med, H.H. Ottesen, og som jeg ligeledes var værnepligtig sammen
med, kom hjem fra hold 5 og kunne berette om dagligdagen i tjenesten. Her tændte
jeg 100 % på at det var det rigtige for mig at gøre. Nu skulle der handles og
det viste sig at det skulle komme til at gå hurtigt. Jeg kontaktede Jydske
Ingeniør Regiment, JIR, og spurgte om de havde ledige pladser. Det havde de
ikke rigtig, men da de hørte at jeg var uddannet elektriker, havde de med det
samme en ledig plads og enheds uddannelsen startede om ganske kort tid. Så var
det på tide at bomben skulle springe hjemme hos kæresten….. det var ikke
just med smil på læben at Christina ”gav lov” til at jeg tog af sted. Hun
ville ikke sætte sig i vejen for de ønsker jeg havde om at afprøve denne
oplevelse. Aftale lød på at det var een gang, én udsendelse, og så ikke
mere, derfor tegnede jeg en FN kort tids kontrakt og ikke en DIB kontrakt. Dette
viste sig senere at være en god ide. Så skulle det fortælles til familien,
svigerfars kommentar var at ” der var godt nok smart at hans datter skulle
flytte så langt for så at jeg skrider i så lang tid” han kunne dog godt
forstå at jeg ville af sted, og at det var godt jeg gjorde det inden han skulle
til at være morfar mm. En lille krølle på halen var at min far selv aftjente
værnepligt som ung og kom ikke til Cypern pga. at min mor ikke syntes om ideen.
Jeg har aldrig været i tvivl om at han har fortrudt det i årene efter og det
var ikke den følelse jeg ville have resten af mit liv at jeg brændte for en
sag og ikke var kommet af sted pga. hensyn til andre end mig selv.
Jeg havde i mellemtiden kontaktet en fra min gruppe fra værnepligten,
J.K. Bøystrup som også havde været udsendt på hold 5 for at spørge om han
ikke ville med på hold 7 og det havde han klart mod på, så da FN uddannelsen
startede ca. 3-4 mdr. før udsendelsen troppede vi op på Randers kaserne klar
til at klø på. Det stod dog hurtigt klart at tingende havde ændret sig i det
lille år jeg havde været væk eller jeg havde ændret mig, for det var ikke
nemt at forholde sig til de nypudsede støvler og at hagen skulle være
glatbarberet når det nu var træning til rigtig ”krig” der skulle foregå.
Dette syn på tingende blev nok en form for kendetegn for mig under hele
udsendelsen. Det var jo sådan at langt de fleste der skulle med for ingeniørernes
vedkommende kom fra det sidste uddannelses kompagni og derfor kendte hinanden
rigtigt godt. Derfor faldt det naturligt for mig at tage denne ”provokerende
rolle”. Efter lang tids træning var vi endeligt klar til at komme af sted til
det det hele handlede om, nemlig fredsbevarende arbejde i ex-Jugoslavien.
Udsendelsen.
Den første dag i missionsområdet var en speciel
oplevelse. Under selve indflyvningen til Zagreb kunne man se en masse orange lys
på jorden, hvilket vi konstaterede var ild fra brande i krigszonen. Det viste
sig dog at være gadelys så det var nok os, der overdramatiserede lidt rigeligt
i situationen. Ved ankomsten til lejren var det blevet sent om aftenen og vi
blev hurtigt indkvarteret. Her var det så at jeg første gang stiftede
bekendtskab med en lyd som jeg skulle til at vænne mig til, nemlig lyden af
diesel generatorer. Denne lyd gjorde at jeg ikke kunne sove i den første tid,
men efter kort tids ophold i lejren kunne man ikke sove uden den samme lyd.
Første arbejdsdag i lejren skulle der bygges OP/CP skure
som vi senere skulle flytte ud på posterne, under byggeriet som foregik bag ”Pitten”,
Ingeniørens område i Camp Dannevirke lød der pludselig skud oppe fra byen,
der var vi nogle der havde kolde prutter i kampbukserne. Det var Slivo skydning
oppe fra det lokale værtshus, men da der stadig var folk fra hold 6 i lejren og
de ikke reagerede på skuddene og bare arbejde videre som intet var sket
forsatte jeg da også bare.
Udsendelsen var i 6 måneder og de første 4½ måneder
foregik med et væld af forskellige opgaver, som for mit vedkomne hovedsaligt
var at el teknisk art. Her vil folk med el baggrund kunne forstå at det var et
anderledes job end elektrikere udfører hjemme i DK. Når der skulle skiftes pære
i masterne der lyste lejrene op, foregik det med hjelm og fragmentationsvest på,
ikke fordi krigen lige var i nærheden med blandt alle de fulde serbere der
havde siddet og drukket slivo på den lokale bæverding skulle der nok være en
der skulle finde på at skyde efter elektrikeren der hænger i masten. I øvrigt
var al installationen i en lejr lavet med gummikabler, forlængerledninger og
lignede derfor den installation man i dag laver på byggepladser.
Hjemme var familien godt nok nervøse, men det lykkedes dog
ned jævne mellemrum at skabe telefonisk kontakt, og der igennem at berolige dem
med at det lidt var som at være på ”spejderlejr” og at det ikke var så
slemt. Telefonboksen var placeret i signalcenteret og bestod af 3 plader og en dør,
men døren måtte ikke altid lukkes fordi at der kunne være ting der ikke måtte
fortælles via mobil telefonen og en at de dage talte jeg i telefon med min far
og lige ved siden at telefonboksen var der vagtskifte. Her stod en korporal med
vagt tjeneste pistolen for at aflade, og af en eller anden grund gik der et vådeskud
af ca. 3 meter fra mig mens jeg var ved at forklare min far at ”situationen er
helt rolig og der sker sjælden noget farligt her hos os”. Jeg ved ikke om han
fra den dag stolede på mine rapporteringer.
Operation Storm.
Da vi nærmede os slutningen af vores udsendelse,
omkring august, begyndte tingende at spidse til i området. Kroaterne begyndte
at røre på sig, de havde intentioner om at erobre området tilbage, det område
som vi var sat til at bevare freden i. Her var det alvoren langsomt gik op for
os, nu kunne dette godt blive hedt at være udsendt i ”krigshelvede”. Det
var dog først d. 4. august at det virkelig gik op for mig og de fleste andre i
DANBAT’s område at lokummet brændte. Det var dagen hvor sergent Gamborg
mistede livet, efter en kampvogn havde beskudt ham med en 84 mm kampvogns kanon.
Da flaget gik på halv den dag i lejren, var der ikke mange muntre bemærkninger.
Alvoren sad dybt i os alle nu. Nu begyndte der at komme flygtninge forbi lejren.
Der passerede mange tusinde forbi lejren og der var et syn der stadig står helt
klart for mig den dag i dag, det var et sørgeligt syn………. Gamle koner med
deres ejendele i gamle træ trillebøre, trækvogne og trolleyer. Der var
enkelte der havde held til at køre i traktor med vogn, selv om vognen var
punkteret var det den eneste mulighed for at få deres ting fragtet til Bosnien
som lå ca. 4-5 km fra lejren.
Efter et par dage med mange træfninger i DANBAT’s område
rykkede fronten med til Camp Dannevirke og vi kommer her under flere dagen
beskydning hvor vi opholder os i bunker anlæggene. Jeg var selv på vagt i
lejren da kampene brød ud og derfor var jeg ikke sammen med ingeniørene. De
der var i vagt bunkeren, kom til at kende hinanden ret hurtigt eftersom der ikke
er alt for meget plads i en sådan bunker. Hurtigt bliver den ellers alvorlige
stemning byttede ud med galgehumor og man vænner sig hurtigt til den situation
som man er i. Jeg har optaget noget videofilm fra bunkeren og der er der, under
morter nedslag i lejren, en der siger: ”Hørte i det? Det var fandeme tæt på……
Det lød heeelt vildt fedt”. Det er nok et udtryk for de mekanismer der kommer
op i folk når man skal klare en så spændt situation. Jeg har filmet mig selv
mens jeg varmer mad i dæknings anlægget og under denne seance er der en
snigskytte der skyder ind over lejren og jeg siger til kameraet ”skidt med
det, nu skal vi sgu have noget at spise så må vi ”nakke” ham senere” Jeg
ved ikke hvor det lige kom fra, men magen til fjols der står der og ævler.
Kroaterne tager området og der er ikke nogle i vores lejr der umiddelbart har
taget fysisk skade. Det må man set i bakspejlet sige er utroligt heldigt.
Situationen falder herefter hurtigt til ro (på overfladen)
i området og der klargøres herefter til rotation og hjemsendelse. Jeg og stort
set alle andre er lettet og glad for at komme hjem og ikke mindst hjem uden mén.
Hjemsendt.
Jeg ankommer til Danmark på min kærestes fødselsdag og
har fået mine forældre til at købe en bukket roser til hende. Jeg har fortalt
om alle de billige parfumer mm. vi kan købe i PX shoppen men da vi ikke lige
havde haft tid til at shoppe under den sidste tids hændelser, blev hun en del
skuffet over jeg ikke havde gave med hjem. Her bagefter kan jeg se at det var en
at de mange ting, der går galt når man kommer hjem efter 6 måneder i
udlandet. Selv om familien hjemme har forståelse for det der er sket har det jo
været ”hverdag” for dem og da jeg kommer hjem forventer jeg jo at verden er
til for mig, men dem derhjemme har jo lige som mig, haft deres egen hverdag de
skulle have til at hænge sammen, og derfor skal man lige have de skarpe hjørner
slebet lidt runde igen, i den første tid hjemme..
Her i starten efter hjemsendelsen forventede jeg at der er
mange der vil høre mig berette om mine oplevelser og bedrifter. Historien
bliver hurtigt fortalt til venner, familie m.m. og da jeg ikke kan fortælle om
de vilde Rambo missioner og skudvekslinger bliver historien hurtigt uinteressant
at høre for folk. Ikke mindst den nærmeste familie der har hørt den samme smøre
100 gange, og derfor stopper interessen for at høre min historie langt
tidligere end jeg er blevet træt af at fortælle den. Dette medfører nok at
der i en lang periode efter en udsendelse er ting der ligger i hoved og rumler
rundt som ikke lige kommer ud..
Gensyn
Efter hjemsendelsen i 1995 besluttede vi, at de
oplevelser og kammeratskaber der var blevet skabt i
de måneder vi havde
kendt hinanden ikke skulle gå i glemmebogen. Den første lørdag i marts samles
vi til gensyns fest. I starten var vi samlet i Randers på kasernen, men efter
JIR flyttede til Skive, er det der vi samles. Det har været en rigtig god ide,
eftersom vi alle mand har mulighed for at tale med nogle der har været igennem
det samme som os og der igennem kunne hjælpe med de problemer vi har haft
omkring vores oplevelse. Der er blevet talt alvorligt om mareridt, problemer med
høje lyde der skræmmer, men mest af alt om alle de positive oplevelser vi har
haft sammen. Uddeling af nødhjælp, uddeling af legetøj til børnehaven i Dvor
(den største oplevelse jeg har haft i mit liv inden jeg selv blev far),
grisefester og andre muntre indslag. Dette er en lørdag der for mig og mange
andre, er lige så sikker som juleaften at vi skal deltage i, der er ca 30-35
mand der møder op hver år ud af 48 udsendte så det er ret flot.
Jubii-tur 2005 til det tidligere missionsområde.
Kaptajn Lars Holm, tidligere næstkommanderende ved Ingeniørdetachementet/DANBAT7/UNPROFOR,
nu tjenestegørende ved Forsvarets Personeltjeneste.
Ingeniørdetachementet/STKMP/DANBAT7/UNPROFOR tilbage i
Serbisk Kraijna – nu Kroatien.
Som beskrevet ovenfor har Ingeniørdetachementet (IGDET)
siden hjemkomsten til Danmark i 1995 mødtes årligt for at holde kontakten til
kammeraterne ved lige. Der har gennem årene været god tilslutning til
arrangementerne, hvorfor det blev besluttet at planlægge en 10-års jubilæumstur
til det gamle missionsområde. Det må siges at tilslutningen var god, faktisk
den bedste nogensinde, da 30 ud af IGDET 48 mand havde tilmeldt sig.
Turens ankermand, elektriker og tidligere konstabel Bruno
Thybo Andersen (BT) havde gennemført en del research inden turen. Herunder
havde der været kontakt til rådhuset i Dvor, Kroatien for herved at kunne få
lidt hjælp til den mere praktiske del af arrangementet. I den forbindelse fandt
BT frem til en kroatisk pige, Katarina, som boede i Dvor i 1995 og som nu bor i
udkanten af Aalborg. Katarinas forældre bor stadig i Dvor, så det passede jo
fint med at hun kunne besøge sine forældre og samtidig være guide for os på
vores tur.
Vi drog fra Danmark onsdag den 4. maj med opsamling ned
igennem Jylland. Herefter ventede ca. et døgns bustur – et døgn som gik med
at se film fra missionsområdet, se billeder og fortælle historier fra dengang
og nu. Spændingen steg efter vi krydsede grænsen til Kroatien og kom tættere
på missionsområdet, forbi Zagreb og sydpå mod Petrinja hvor det danske
ansvarsområdes nordlige grænse var tilbage i ’95. Vi kørte ned gennem
ansvarsområdet, forbi A-kompagniets lejr i Donde Velesjna, Kostajnica,
Volinja-depotet og Divusa-lejren. Umiddelbart lignede det hele sig selv –
bortset fra at de huse der var ubeboede i ’95 nu var beboede - og de beboede
huse fra dengang nu stod tomme. Umiddelbart kan det jo måske virke lidt
underligt, men klientellet blev jo voldsomt udskiftet i forbindelse med
kroaternes offensiv!
Idet turismen ikke helt har fundet fodfæste i denne del af
Kroatien endnu var det småt med hoteller der kunne huse os, hvorfor vi skulle
bo i Prijedor i Bosnien. Umiddelbart virkede det underligt at skulle krydse
floden Una – en flod som jo også i ’95 var grænse, dengang mellem Serbisk
Kraijna og Bosnien-Hercegovina, nu mellem Kroatien og Bosnien. Der var livlig
aktivitet omkring grænseovergangen, kroaterne handler ind og går i byen på
den anden side af grænsen, simpelthen fordi priserne er 1/3 af hvad der er i
Kroatien. Det at der er så megen aktivitet over grænsen betyder jo også at
tingene er ved at finde sit naturlige leje igen efter kampene i 90’erne –
fredelig sameksistens.
Det at kroaterne og serberne livligt krydsede grænsen
skulle dog vise sig at være dem forundt – vi kom da i hvert fald til at holde
der i et par timer, før bussens forskellige papirer havde fået de korrekte
stempler, på det punkt er der jo så ikke sket så meget dernede.
Efter et måltid mad, øl, en god nats søvn og et
morgenbad i okkervand var vi klar igen dagen efter. Dette skulle være den store
dag med tur rundt i hele det danske ansvarsområde. Vi hentede vores tolk og en
tidligere serbisk kaptajn som skulle være vore guider i løbet af dagen. Første
stop var Divusalejren, hvor den pansrede panserværnsraket deling havde til huse
i ’95. Det lignede næste sig selv, selv rester af sandsække ved indgangen
var der endnu. Den gamle port som blev brugt i 95 lå i grøften og der var
vokset et træ op imellem tremmerne og der var ca 4 meter højt. Det vidner om
hvor lang tid det var siden.
Så gik det videre mod Kostajnica, hvor infirmeriet
og staben var placeret. Kostajnica er i det store hele blevet genopbygget,
specielt kirken i centrum var meget fint bygget op. Broen til Bosnien forsvandt
med et brag under operation Storm i 95. Den er der genopført nu og bevogtes af
politi og toldvæsen. Stabens lejr er nu busholdeplads, og det eneste der var
tilbage er en gammel dansk generator som var kannibaliseret af de lokale.
Videre gik det mod D-kompagniets lejr i Dubica. Her var der
heller ikke meget tilbage ud over et våbenskjold med Holger Danske som stadig
hang på bygningen. Her ligger nu en lille bar og her kan det nok være at gæsterne
gloede måbende da 30 mand stod ud af bussen for at tage hver sit billede af våbenskjoldet.
IGDET havde udført en vaskeplads og det er jo et arbejde der er udført
kvalitetsmæssig korrekt og derfor har overlevet de 10 år.
Nu var turen kommet til selve zone-of-separation som
dengang adskilte parterne fra hinanden. Vi kørte op gennem C-kompagniets
ansvarsområde, forbi delingslejren ND30/35, ”savværket” og videre gennem
A-kompagniets ansvarsområde til Sunja. Her gjorde vi holdt ved delingslejren ND
15, hvor der stadig var maling på husene til angivelse af orden og præcision;
tomme gasflasker, fyldte gasflasker, spildolie etc.
Herfra gik turen til A-kompaginets lejr i Donje Velesjna,
hvor vi spiste medbragt frokost. Området omkring lejren lignede sig selv,
bortset fra at alt der kunne bruges var stjålet. Der var ikke mange spor af et
helt kompagni soldater – ikke engang svømmepølen kunne vi finde.
Nu ved alle der har været i Kroatien jo hvorledes det stod
til med mineringer dengang i 95. Der er stadig mineret i området, tilmed er der
skilte hvor minerne ligger og der skulle efter sigende være et
minerydningsprogram i gang. Den kroatiske regering har bebudet at alle miner
skal være fjernet i løbet af en fem-årig periode, så også her går det
fremad. Dog var der flere der stadigt havde det liggende på rygraden med kun at
bevæge sig på fast banet vej og ikke i rabatten, en fast sikkerheds procedure
fra dengang.
Nu var turen kommet til Dvor, hvor vi jo havde gjort
tjeneste. Heller ikke her var der meget
tilbage at finde. Vi fik dannet os et overblik over
den gamle lejr og fik fundet frem til der hvor ingeniørernes bunker, Gul 1,
havde ligget. Her afholdt vi en mindehøjtidelighed for de to dræbte ingeniørsoldater
fra hold 8 med kransenedlæggelse og to minutters stilhed. Det var et meget
gribende og tænksomt øjeblik. Æret være deres minde.
Så var det tid til selvstændigt at gå rundt i den
gamle lejr og få sat minderne lidt på plads. Det var en meget underlig
fornemmelse, der var mange der fik tænkt tilbage og fik sat billeder, positive
som negative, på de tanker, der har optaget en stor del af vores liv efter
hjemkomsten fra missionsområdet. Der er ingen tvivl om at mange følelser blev
bearbejdet i de timer vi gik rundt i lejren. Alt lige fra de gode stunder med
godt kammeratskab, følelsen af apati i forhold til de serbere der blev
fordrevet lige udenfor hovedvagten til uvished og angsten under
artilleribeskydningen af lejren og området omkring denne.
For at holde en af de gamle traditioner i hævd
skulle aftenen nu tilbringes med grisefest. Der var spidstegt pattegris og lam
og selvfølgelig den traditionelle slivovich. Meget fint arrangeret af Katarinas
forældre – men man kunne nu godt se at vi var blevet 10 år ældre –
heldigvis.
Turens sidste dag gik forbi stabens signalhøj, hvor der nu
ligger en restaurant i meget naturskønne omgivelser. Her fik vi frokost,
hvorefter vi kørte op gennem ansvarsområdet. På vej mod nord kom vi igennem
Moscenica crossingen, hvor B-kompagniet havde en delingslejr. Det var meget
underligt at køre gennem her, da det jo var her sergent Gamborg mistede livet i
de første timer af den kroatiske offensiv. Herfra gik det direkte mod Danmark
med en busfuld trætte ingeniørsoldater – en busfuld ingeniørsoldater der
alle havde fået bearbejdet deres minder fra tiden under udsendelsen i ’95.
Vi vil gerne takke KammeratStøtteOrdningen, Forsvarets
Oplysnings og Velfærstjeneste, Den overordentlige invalidefonds legat og HKKF
for deres økonomiske støtte til turen samt overkonstabel Bruno Thybo Andersen
og de øvrige arrangører for en uforglemmelig oplevelse.
Du kan evt. se mere omkring turen, billeder, dagbog fra
august ’95 og andre spændende ting på hjemmesiden www.danbat7.dk